Maltbloggen

“Without question, the greatest invention in the history of mankind is beer. Oh, I grant you that the wheel was also a fine invention, but the wheel does not go nearly as well with pizza.”

– Dave Barry

Et eller andet sted, tror jeg denne lille notits om endnu en vestamerikansk, stærkt humlet IPA, kommer til at være en kærlighedserklæring til amerikansk ølkultur, ligeså meget, som det kommer til at handle om øllen. Den amerikanske ølkultur, som vi som danskere skylder så meget, men på vanlig vis glemmer at anerkende, og hvis store betydning, vi gerne selv tager æren for. I hvert fald i vide kredse udenfor det snævre ølmiljø. Selv da Carlsbergimperiet sad (endnu) tungere på det danske ølmarked, og dansk ølkultur bestod af 30 Hof eller Tuborg, mente vi at vi drak verdens bedste øl, og nu, da der heldigvis er kommet trappister, tripler, doubler, old ales og, ja, IPA’er til den menu, er det stadig os selv, vi skylder hele æren. Danmark til Ejderen! Nå….

Undertegnede var så heldig i tre uger at rejse rundt i Californien med mulighed for at stikke næsen i den store, nærmest vilde, amerikanske ølverden. For nu lige at gendrive de sidste spøgelser om, at amerikanere kun kan lave og kun drikker Bud, Miller og Coors, så er et gennemsnitligt amerikansk supermarked væsentlig mere fyldt med alle typer varer, end et dansk – og det gælder også øl. Og nej, det er ikke kun øl så tynde, at man kan tage bad i dem – det bugner med lokale amerikanske udgaver af europæiske øltyper, modificeret og i mange tilfælde forbedret med amerikanske ingredienser, ikke mindst i tilfældet med de store, amerikanske IPA’er.

Jeg stiftede bekendtskab med 200 Meter Alen (som er en IPA) i San Francicso, helt bestemt på Rogue Ales Public House. Det ligger i North Beach og er med 40+ fadølshaner ikke noget dumt sted at feriere. Nå ja, resten af byen er også okay. Der serveres på Rogue Public Ales House glimrende mad, american style, med øl som del af de forskellige opskrifter. DET er en fryd. Så ukrukket og dog elegant i selskab med hjemmebryggende amerikanere i gårdhaven bag selve baren. Smukt.

Selve øllen. Sand Northwest IPA. Selvfølgelig overvældende aromahumle. Jeg får tit den oplevelse, at danske IPA’er kan være en smule uskarpe og måske mudrede i deres humleprofil og med en lige lovlig tyngde. Det er heldigvis ikke tilfældet med en let, frisk, næsten skarp finesse over den samtidig ekstremt tydelig humlearoma. For nørderne (hvem læser ellers det her?): Der bliver brugt Horizon, Amarillo, Centenial og Simcoe-humle, balanceret med Northwest Pale og Münchenermalt. IBU 90, så man er ikke ude i en ekstrembryg, men for sande humle-elskere handler en god humleoplevelse, for mig at se, ikke om ekstremiteter, men om en balanceret mestren af humlens egenskaber.