Maltbloggen

Ardbeg er et destilleri på den vestlige skotske ø, Islay. Destilleriet producerer noget af verdens mest røgede whisky, som også er det udtryk Islay er kendt for. Der er få destillerier med så meget fremgang for tiden - destilleriet i sin nuværende form har ikke mange år på bagen, det har ligget “mothballed”  fra 1981 og frem til 1989, hvor produktionen så småt blev startet op igen, dog med lavt blus frem til 1996.

I 1997 blev destilleriet købt af The Glenmorangie Company som fra 1998 fik Ardbeg op i fuld produktion igen. Stilen som Ardbeg står for, har skabt en verdensomspændt kultskare, og man må virkelig i det henseende give Ardbeg ros, for en ualmindelig dygtig markedsføring af sine produkter. Eksempelvis ardbeg.com, som nok ikke helt kan sammenlignes med andre destilleriers websider.

Continue reading

I denne omgang har jeg valgt en lidt mere traditionel Islaywhisky, da den ikke bare er nem at komme i nærheden af, men også følger en traditionel Islaysmag.

Bowmore Distillery var det første legale destilleri på Islay, og stammer helt tilbage fra 1779! Det ligger på Islays største havneby af samme navn, nemlig Bowmore, og er omdrejningspunket for hele byen i dag.
Bowmore Distillery er kendt for sine ofte medium røgede whiskies, som ofte bliver leveret i en både blød og frisk palette. Et besøg på Bowmore Distillery kan da også varmt anbefales. Lige ved siden af selve destilleriet finder du Bowmore’s Cottages’, som er en række meget fine hytter man kan leje. Ved en tur til Islay kan dette varmt anbefales, da man så har et centralt udgangspunkt for en sådan tur.

Det er ikke helt et tilfælde jeg har valgt en så tilgængelig whisky, som denne Bowmore. Jeg vil gerne starte ud med at beskrive en masse dejlige whiskies, som alle kan have adgang til, både økonomisk og udbudsmæssigt, og i denne sammenhæng er det her et fint bud. Men derudover er denne whisky ikke en del af Bowmores almindelige range. Flasken købte jeg i Glascow Internation Airport som et impulskøb og jeg kunne forestille mig, at andre kunne finde på at gøre det samme. Men med fare for, at I læsere allerede har smagt denne whisky vil jeg da nu skrive mine smagsoplevelser..

Bowmore ‘Mariner’- 15 år – 43% alkohol

Farve: Lys ravfarvet

Nose: Utrolig frugtig! Det første jeg fornemmer er æble og røg, og da den er vandet ned til 43%, er spritten ikke alt for tydelig. Når spritten har lagt sig, kommer der også en sødme til udtryk i form af lys flødekaramel. Mit mundvand begynder allerede at løbe, det er en utrolig indbydende whisky.

Palate: Der er godt med røg i denne whisky, men også masser af sødme. Den har et ‘oaky’ udtrykt, som giver en del vanilje og derfor fornemmer jeg stadig flødekaramel i smagen.

Dertil kommer en smule salt i smagen. Selvom der er meget fylde i whiskien, er der stadig en frugthed der giver en fin balance. Den er forholdsvis kompleks i smagen

Finish: Medium finish hvor især røgen og sødmen forbliver i længere tid.

Bedømmelse: Jeg må indrømme, at da jeg første gang smagte denne whisky blev jeg overrasket over hvor kompleks den var, prisen taget i betragtning. Hvis man er ude efter en let tilgængelig røgwhisky, som ikke skræmmer for mange væk, er denne whisky bestemt ikke et dårligt bud. Den findes i de fleste toldfrie butikker, samt i flere grænsebutikker og kan sagtens erhverves via internettet.

Pris: £51.95 (http://www.thewhiskyexchange.com)

Byen Edinburghs romantiske navn Auld Reekie (skotsk for “Old Smoke”) henleder til dengang bygningerne blev opvarmet med kul og træ, da byen var en af de første industrialiserede i Europa – ja man kan næste se det for sig, hundredvis af skorstene med kulsort røg, så langt øjet rakte.
Det var noget værre svineri, for alt var beskidt og sodet til og der lugtede fælt af røg overalt, netop derfor valgte de at tilegne denne whisky til det gamle bynavn. Ikke fordi den lugter fælt eller der kommer sod ud af flasken, men fordi det er en røget whisky, deraf navnet The Big Smoke.

Jeg vil ikke sige at den lever helt op til navnet The Big Smoke, for den er ikke i nærheden af de super røgede Whiskies i single malt kategorien, men for en blend klare den det godt og røg det er der.

Auld Reekie: Blended Duncan Taylor aftapning på 46%  12 år 45 ppm.

Nose: mit første indtryk var faktisk udeblivelsen af røg duft, men derimod en sød træ duft, et hint af græs og bagerst gemte der sig lidt røg. Den sødelige duft prægede den faktisk lidt, der var en let parfumeret duft.

Palate: jeg vil starte uden vand og derefter tilsætte vand indtil jeg rammer the sweetspot, som er en delikat balance mellem whisky og vand.

Det første indtryk er let røg og en anelse sprit, det var svært at fange alle nuancer pga. spritten lige i starten.

Jeg tilsatte et par dråber vand og så skete der noget, den åbnede sig faktisk flot op og pludselig kom der sødme frem, med vanilje, sødt træ, jeg havde næsten formået at ramme den rigtigt første gang jeg tilsatte vand.

Auld Reekie vinder lidt ved at stå 5 min. med vand i, for til sidst kom der også honning på paletten og den var faktisk ret sød, den landede midt på tungen hvilket også passer godt med alderen.

Finish: jeg tager den sidste slurk af min whisky og beholder den inde i munden for at få det sidste med og der var faktisk en udmærket finish i denne blend, som overrasker mig lidt for jeg troede ikke den kunne blive sødere, men en forholdsvis lang sød eftersmag med noter af træ og vanilje som de mest dominerende, men med en røg afslutning af de bedre, sødmen og røgen supplerede faktisk hinanden udmærket.

Bedømmelse: mit første indtryk af en lidt kønsløs whisky forsvandt hurtigt da jeg fik smagt på sagerne, det er første gang jeg smager en blended whisky som er decideret røget, men absolut ikke sidste.

Jeg vil bedømme den til at være en god begynder whisky, inden for den røgede del af whisky verdenen, da den ikke kaster et askebæger fyldt med brændt tørv lige halsen på dig ligesom en del andre gør, så jeg vil given den min anbefaling med i bagagen og til prisen er det faktisk en god whisky at have, hvis man bare lige skal have lidt røg i ganen på den milde måde.

Pris: 365,- (Vinens Verden)

Til den afholdte whiskysmagning i går, tirsdag, lovede jeg at finde info om en blended Bruichladdich aftapning, som jeg vidste eksisterede, men ikke kunne huske detaljerne omkring!

Celtic Nations er en blended whisky fra Bruichladdich, som blev produceret for at fejre det Keltiske folkefærd fra Skotland, Irland og Wales som har været skyld i, at whiskien idag er blevet så udbredt som den er.

Celtic Nations er en blend af  let røget Bruichladdich 1994, ekstrems røget Port Charlotte og Irsk Cooley.
Bruichladdich blev efter lanceringen gjort pænt opmærksom på, at de IKKE måtte kalde deres blend for en Whisky (den skulle hede Whiskey jf. Scotch Whisky Act 1988) og blev derfor tvunget til, at trække produktionen tilbage.

Dette har selvfølgelig gjort denne flaske ret sjælden og ukendt..

Bruichladdich lancerede i 2008 20 nye flasker, hvor jeg har valgt en fra trioen; Waves, Rocks og Peat. To af disse udtryk var hvad man kunne kalde “klassisk” Bruichladdich, men Peat var anderledes. Destilleriet har altid promoveret sig, som Islays “gentle destillery”, destilleriet uden for meget fenol og røg. Dette har de gjort godt, rigtigt godt faktisk, men der har altid være en stor fanskare indenfor røg, så det er jo kun en naturlig udvikling at lancere et mere røget udtryk. I de sidste 8 år har Bruichladdich eksperimenteret sig med røg og ofte ud i ekstremerne. Således blev Port Charlotte genindført, som en røget serie i 2001 (lanceret i 2006 PC5; 2007 PC6; 2008 PC7 og 2009 PC8) og med planer om at genopføre selve destilleriet senere hen. I 2002 blev Bruichladdich’ vanvittige Octomore destilleret (lanceret i 2008), med et imponerende fenolindhold på 80ppm(!) og denne sag har indtil Octomore 2 (2009) været den ubestridte konge indenfor fenolindhold..

Derfor er det en behagelig overraskelse når Bruichladdich lancerer en lidt mere afbalanceret røget whisky. Dette er kun sket en gang tidligere, efter Murray McDavid’s overtagelse af Bruichladdich i 2000 og det var i 2004 med 3D ‘The Peat Proposal’.

Denne gang hedder whiskien noget så indlysende som ‘PEAT’, alderen er ubestemt, den har lagret på sherryfade og lad mig bare sige det med det samme – det er et fantastisk køb til prisen! Den henleder mine tanker på en kølig sommeraften ude ved grillen, med duften af nyklippet græs og en behagelig brise i ansigtet. Der er både friskhed og varme i denne dram og det harmonerer ganske godt. Hermed mine smagsnoter:

Bruichladdich ‘PEAT’ – uden alder – 46% alkohol – ikke koldfiltreret.

Nose: Hmm røg? Det første jeg fornemmer, er sød cremet karamel, ingefær og vanilje. Den er forbavsende let. Efter en smule tålmodighed begynder røgen så småt at opbygge sig, mens drammen reagerer på iltningsprocessen. Man fornemmer efter lidt tid få medicinske elementer, men det er på ingen måde dominerende – og det er helt klart en fordel for denne dram.

Palate: Fra første mundfuld varmes munden op med en afrundet krydret whisky. Efter første smagsindtryk begynder drammen dog at forandre sig. Frugtige nuancer træder frem med især citrus og æble kommer til mig. At whiskien er ung kan godt smages, men på fornem vis bliver det en styrke mere end en svaghed. Dette kamufleres sikkert også af den sødme, som blander sig med den friske røget smag.

Finish: Dette er overraskende! Whiskyen forbliver længe efter jeg ville have troet. Den subtile røg  blander sig med hvad jeg vil beskrive som tobak, og salt kan også fanges længe efter. Drammen føles så behagelig i munden, at det er svært ikke at ville have mere.

Bedømmelse: Min sindsstemning kan jeg ikke komme ud af, efter denne dram er smagt. Den har efterladt mig forbavset og forundret, og jeg kan kun anbefale denne whisky. Til prisen syntes jeg, det er noget af det bedste og er man i den helt rigtige stemning, kan man virkelig få sig en oplevelse med denne dram.

Pris: 435.- (Vinens Verden)

Caol Ila er Islays største destilleri med en literkapacitet på 3,5 mio. Det er lokaliseret i nærheden af Port Askaig, som er Islays havneby og knudepunktet mellem det skotske fastland og en mindre forbidelse til Jura.  Med en kapacitet på 3,5mio liter, er det imponerende, at destilleriet som har tre wash stills og tre spirit stills på henholdsvis 35.000 og 27.000 liter, også er et af de mest ukendte fra Islay. Diageo, ejeren af både Lagavulin og Caol Ila, samt den famøse “Classic Malts Collection”, bruger derfor størstedelen af Caol Ila’s produktion til blends.

I den senere tid, har destilleriet derimod vist fremragende kvalitet i stort set al deres spirit, hvilket har gjort det svært for Diageokoncernen, at lade Caol Ila forblive en “hidden malt”, altså et ukendt mærke. Uafhænglige aftappere har i længere tid haft blikket rettet mod Caol Ila, så det har bestemt ikke været umuligt, at finde en fantastisk Caol Ila dram. Men efter Diageo selv har fået øjnene op for deres uslebne diamant (sandsynligvis pga. en falende kvalitet fra Lagavulin, deres ellers store Islay-satsning) er vi begyndt at se mere til Caol Ila’s single malts.

Derfor er denne Caol Ila 12års destilleriaftapning også blevet en del, af Diageo’s Classic Malt’s. Dette mener jeg personligt er utroligt godt, da det er med til at promovere Caol Ila’s single malts, hvilket kan medføre et større fokus på destilleriet. Det er dog ikke denne ellers udmærket 12års aftapning jeg vil skrive om idag, men derimod Caol Ila’s nok bedste eksempel på, at gode flasker ikke nødvendigvis behøver at komme fra uafhængige aftappere.

Her ser vi Caol Ilas “Festival bottling 2007″, en aftapning som ifølge Caol Ila ikke kan købes andre steder, end på selve destilleriet. Det er dog ikke helt sandt, da den uden problemer kan købes på nettet. Der er dog ikke et ubegrænset parti, så er man interesseret i flasken bør man nok købe den nu.

Lad mig bare sige det med det samme. Her er tale om en ægte fadstyrke Islaywhisky på 58.4%, med massere af røg, fylde og kryderier. Det første indtryk man får, når flasken åbnes er en kompleks og tung røg, med en anelse jord, sod og måske peber.

Farven, efter dramen er skænet, er lys karamel og det første indtryk jeg får er en krydsning mellem en Laphroigh og en Ardbeg. Dette bekræftes faktisk også når jeg smager den. Mit første smagsindtryk er en meget olieret whisky med karamel, mørk chokolade, måske lidt kokosnød samt massere af røg. Varmen bygger sig derefter op i munden, det er en potent whisky som tåler vand!
Efter et par dråber vand, sker der en kæmpe forandring. Dramen bliver en smule mat, og når dette sker, er den efter min mening perfekt. Det bliver mere tydeligt, at smage de forskællige nuancer nu, og det er fakisk meget af duften som går igen i smagen. Sod, mineralsk  jord og helt sikkert pebber.

Denne whisky kan (og skal) nydes langsomt og en af styrkerne er, at den forbliver i munden meget længe. Whiskyen har, efter min mening, det helt rigtige Islaypræg, den er potent, røget, men samtidig elegant og dette er især det olierede med til at skabe. Med denne slags destilleriaftapninger viser det mig, at Caol Ila er begyndt at vise muskler. Jeg vil glæde mig til, at se hvad destilleriet kan byde på i fremtiden, og sender hermed min anbefaling afsted til denne flaske.

Flasken kan købes på thewhiskyexchange, til en pris på £102 omregnet til ca. 863kr – prisen stiger langsomt, da der nok ikke er mange tilbage af dem.