Maltbloggen

“Without question, the greatest invention in the history of mankind is beer. Oh, I grant you that the wheel was also a fine invention, but the wheel does not go nearly as well with pizza.”

– Dave Barry

Et eller andet sted, tror jeg denne lille notits om endnu en vestamerikansk, stærkt humlet IPA, kommer til at være en kærlighedserklæring til amerikansk ølkultur, ligeså meget, som det kommer til at handle om øllen. Den amerikanske ølkultur, som vi som danskere skylder så meget, men på vanlig vis glemmer at anerkende, og hvis store betydning, vi gerne selv tager æren for. I hvert fald i vide kredse udenfor det snævre ølmiljø. Selv da Carlsbergimperiet sad (endnu) tungere på det danske ølmarked, og dansk ølkultur bestod af 30 Hof eller Tuborg, mente vi at vi drak verdens bedste øl, og nu, da der heldigvis er kommet trappister, tripler, doubler, old ales og, ja, IPA’er til den menu, er det stadig os selv, vi skylder hele æren. Danmark til Ejderen! Nå….

Undertegnede var så heldig i tre uger at rejse rundt i Californien med mulighed for at stikke næsen i den store, nærmest vilde, amerikanske ølverden. For nu lige at gendrive de sidste spøgelser om, at amerikanere kun kan lave og kun drikker Bud, Miller og Coors, så er et gennemsnitligt amerikansk supermarked væsentlig mere fyldt med alle typer varer, end et dansk – og det gælder også øl. Og nej, det er ikke kun øl så tynde, at man kan tage bad i dem – det bugner med lokale amerikanske udgaver af europæiske øltyper, modificeret og i mange tilfælde forbedret med amerikanske ingredienser, ikke mindst i tilfældet med de store, amerikanske IPA’er.

Jeg stiftede bekendtskab med 200 Meter Alen (som er en IPA) i San Francicso, helt bestemt på Rogue Ales Public House. Det ligger i North Beach og er med 40+ fadølshaner ikke noget dumt sted at feriere. Nå ja, resten af byen er også okay. Der serveres på Rogue Public Ales House glimrende mad, american style, med øl som del af de forskellige opskrifter. DET er en fryd. Så ukrukket og dog elegant i selskab med hjemmebryggende amerikanere i gårdhaven bag selve baren. Smukt.

Selve øllen. Sand Northwest IPA. Selvfølgelig overvældende aromahumle. Jeg får tit den oplevelse, at danske IPA’er kan være en smule uskarpe og måske mudrede i deres humleprofil og med en lige lovlig tyngde. Det er heldigvis ikke tilfældet med en let, frisk, næsten skarp finesse over den samtidig ekstremt tydelig humlearoma. For nørderne (hvem læser ellers det her?): Der bliver brugt Horizon, Amarillo, Centenial og Simcoe-humle, balanceret med Northwest Pale og Münchenermalt. IBU 90, så man er ikke ude i en ekstrembryg, men for sande humle-elskere handler en god humleoplevelse, for mig at se, ikke om ekstremiteter, men om en balanceret mestren af humlens egenskaber.

Tjae, mens vi venter på at der kommer for alvor gang i bloggen, syntes jeg da lige så godt jeg kan udnytte mine venner en smule. Jeg holder smagning i aften og sender derefter en del indlæg ud på bloggen imorgen, altså d. 10/03-10.

Martin Villumsen: “Kunne ikke holde fingrene fra Flying Dog’s Raging Bitch, så knappede den op, tømte den og skrev hvad jeg synes om den. Ved ikke om det er noget der kan bruges på bloggen?”

Raging Bitch er det nyeste skud på stammen fra det amerikanske mikrobryggeri Flying Dog. De har sluppet denne øl løs i anledningen af deres 20 års jubilæum og det er de nu sluppet meget godt fra.

Denne Belgisk inspirerede IPA har en flot gylden farve og en lækker humlet aroma med masser af frugt. Smagen er typisk IPA med masser af frugt og humle, dog har den en gæret sødme man indtil nu kun har kunne finde i belgiske øl; deraf “Belgian-style”. Det er denne sødme der gør at den adskiller sig fra andre IPA’er og giver den en lidt mere afrundet smag. Af humletyper har de valgt at bruge 3 forskellige i denne øl: Warrior, Columbus og Amarillo, og det er især Amarilloen der er med til at give den en særligt frugtig aroma.

Denne IPA er blevet ret populær blandt det humleelskende folk, og det er en skam hvis man bor i New Hampshire. Staten har nemlig givet retailhandlere forbud med at sælge Raging Bitch fordi deres “Chief of Liqour Enforcements” ikke kan lide navnet (han finder det vel stødende?). Så lad os prise os lykkelige over at vi kan få denne fantastiske IPA her i Danmark

Skulle man have lyst til at nyde denne forfriskende IPA til et måltid, vil jeg  foreslå at servere den til krydrede asiatiske retter (jeg har endnu ikke nået at prøve det, men håber snart at få gjort noget ved det). Den burde også være god sammen med et stykke mørk chokolade eller til en stærk/krydret ost (f.eks. blåskimmel), hvis man er til den slags.

Pris: 34.-

Som nørd er det nemt nogle gange at glemme sit hoved langt oppe i skyerne og glemme de solide, gode sager som ligger for fødderne af én. Jeg har været i Kvickly, og selvom det er en blandet fornøjelse, så er turen mellem indkøbsvogne og store damer med stramme gamacher og træsko det værd, såfremt man har en flaske 1795 med hjem i bagagen.  

Pilsneren i sig selv er let at glemme, men det er synd, for mellem humleeksplosioner og grødtykke stouts, kan den gyldne drik være en delikat nydelse. Når den er bedst, rammer den tydelige, tørre humlenoter, med en skarphed og friskhed som balanceres af en smule maltsødme. Når oplevelsen fuldendes, glemmer man alt om skyhøje IBU-tal og 30 malttyper, men nyder den svære balance mellem øllets elementer.

Sådan er det ofte med tjekkiske pilsner og denne sag er måske ikke den navnkundige Urquell, Staropramen eller nogle af de andre, men den koster altså en flad 10’er og gør sig glimrende som ledsager til spisebordet en almindelig torsdag.

Ordene presser sig på, når det kommer til denne lille, sorte sag. Selve flasken er lidt uanselig; en flad, hvid etikette med navnet printet i blokbogstaver. Det skal dog ikke snyde nogen. Øllet er sort, fyldigt og – kort sagt – en smagsoplevelse af de større.

Det vrimler med hunde i dagens ølverden. Det er dog mest amerikanske hunde: Flying Dog, Dogfish Head, Laughing Dog, Sleepy Dog. Alle sammen amerikanske mikrobryggerier, som har taget hundenavnet til sig. Hundeøl er hypede på mikrobryggerscenen og det lever man med, for det har kastet den ene, som oftest kraftigt humlede, Pale Ale, IPA eller Double IPA af sig. Og her kommer så BrewDog – fra Skotland.

Man kan sige meget godt om øllet fra Albion, men konservative, det er de derovre. Derfor er det i sig selv en velkommen fornyelse at se et lille skotsk bryggeri, der har taget lidt af verden til sig og prøvet noget nyt.

Nå. Men altså. Okay, navnet er nyt, men hvad med øllet? Det er jo på ingen måde nyt med en Imperial Stout. En Coffee Imperial Stout? Njah, måske hvis man er nybegynder udi øllets mangfoldige verden. Kaffe i øl har vi snart set mange gange, og der skal mere til at imponere kræsne kendere. Nå. Så er øllet også tørhumlet. Dvs. at der bliver tilsat ekstra humle efter øllet er blevet varmet. Derudover kan det også ligge i øllet under selve gæringen.  Nu begynder det at ligne noget. Det er ikke nyt, men næsten. Nå. Men så er der dælme da også lige gæret med fransk egetræsflis! Jeg må indrømme, at jeg er uvidende om metoden med fransk flis, men fransk flis plus kaffe OG tørhumling, jeg tror det er en første. Og resultatet er himmelsk. Vi kender den ristede aroma fra den megen malt. Humlen lægger dertil en friskhed og den typiske græs/eng-agtige humleduft, os ølnørder elsker.

Men øllets virkelige genistreg er den franske flis. De træ-agtige noter blander sig blidt med malten og humlen og gør øllet yderst komplekst, men smuk symfoni, for afficionados, som har svært ved at finde interessante nyheder i øllets verden efterhånden.

Det er øl som denne, der stadig gør det fedt at være nørd.