Maltbloggen

Bloggen holder ferielukket frem til midt august, hvor vi vil være klar med nye spændende artikler.

God ferie alle sammen!

Ja, så blev det tid til min første opskrift. Mit fokus her på bloggen vil være at koble øl/spiritus med mad, så det vil jeg gøre et forsøg med. Som aspirerende kok er mad generelt et emne jeg brænder utrolig meget for, og da jeg også nyder en god øl eller whisky i ny og næ er dette jo et oplagt emne for mig at skrive om. Jeg er utrolig glad for at udfordre mine smagsløg og smage nye råvarer og råvaresammensætninger, og derfor ligger det naturligt for mig at eksperimentere lidt i køkkenet. Men nok om mig.

Jesper og jeg skulle lige ha’ en hurtig gang aftensmad inden vi skulle mødes med de 2 andre bloggere for at smage 4 forskellige Mikkeler Black Hole øl (dem vil I kunne læse mere om, inden længe..) Dette resulterede i en lidt anderledes gang spaghetti med tomatsauce. Målet var at lave en hurtig og billig ret, hvilket lykkedes ganske fint. Det der tager længst tid, er at koge spaghettien, og fra du har alle ingredienser foran dig til du sidder og nyder retten går der max. 30min.

Continue reading

Ardbeg er et destilleri på den vestlige skotske ø, Islay. Destilleriet producerer noget af verdens mest røgede whisky, som også er det udtryk Islay er kendt for. Der er få destillerier med så meget fremgang for tiden - destilleriet i sin nuværende form har ikke mange år på bagen, det har ligget “mothballed”  fra 1981 og frem til 1989, hvor produktionen så småt blev startet op igen, dog med lavt blus frem til 1996.

I 1997 blev destilleriet købt af The Glenmorangie Company som fra 1998 fik Ardbeg op i fuld produktion igen. Stilen som Ardbeg står for, har skabt en verdensomspændt kultskare, og man må virkelig i det henseende give Ardbeg ros, for en ualmindelig dygtig markedsføring af sine produkter. Eksempelvis ardbeg.com, som nok ikke helt kan sammenlignes med andre destilleriers websider.

Continue reading

“Without question, the greatest invention in the history of mankind is beer. Oh, I grant you that the wheel was also a fine invention, but the wheel does not go nearly as well with pizza.”

– Dave Barry

Et eller andet sted, tror jeg denne lille notits om endnu en vestamerikansk, stærkt humlet IPA, kommer til at være en kærlighedserklæring til amerikansk ølkultur, ligeså meget, som det kommer til at handle om øllen. Den amerikanske ølkultur, som vi som danskere skylder så meget, men på vanlig vis glemmer at anerkende, og hvis store betydning, vi gerne selv tager æren for. I hvert fald i vide kredse udenfor det snævre ølmiljø. Selv da Carlsbergimperiet sad (endnu) tungere på det danske ølmarked, og dansk ølkultur bestod af 30 Hof eller Tuborg, mente vi at vi drak verdens bedste øl, og nu, da der heldigvis er kommet trappister, tripler, doubler, old ales og, ja, IPA’er til den menu, er det stadig os selv, vi skylder hele æren. Danmark til Ejderen! Nå….

Undertegnede var så heldig i tre uger at rejse rundt i Californien med mulighed for at stikke næsen i den store, nærmest vilde, amerikanske ølverden. For nu lige at gendrive de sidste spøgelser om, at amerikanere kun kan lave og kun drikker Bud, Miller og Coors, så er et gennemsnitligt amerikansk supermarked væsentlig mere fyldt med alle typer varer, end et dansk – og det gælder også øl. Og nej, det er ikke kun øl så tynde, at man kan tage bad i dem – det bugner med lokale amerikanske udgaver af europæiske øltyper, modificeret og i mange tilfælde forbedret med amerikanske ingredienser, ikke mindst i tilfældet med de store, amerikanske IPA’er.

Jeg stiftede bekendtskab med 200 Meter Alen (som er en IPA) i San Francicso, helt bestemt på Rogue Ales Public House. Det ligger i North Beach og er med 40+ fadølshaner ikke noget dumt sted at feriere. Nå ja, resten af byen er også okay. Der serveres på Rogue Public Ales House glimrende mad, american style, med øl som del af de forskellige opskrifter. DET er en fryd. Så ukrukket og dog elegant i selskab med hjemmebryggende amerikanere i gårdhaven bag selve baren. Smukt.

Selve øllen. Sand Northwest IPA. Selvfølgelig overvældende aromahumle. Jeg får tit den oplevelse, at danske IPA’er kan være en smule uskarpe og måske mudrede i deres humleprofil og med en lige lovlig tyngde. Det er heldigvis ikke tilfældet med en let, frisk, næsten skarp finesse over den samtidig ekstremt tydelig humlearoma. For nørderne (hvem læser ellers det her?): Der bliver brugt Horizon, Amarillo, Centenial og Simcoe-humle, balanceret med Northwest Pale og Münchenermalt. IBU 90, så man er ikke ude i en ekstrembryg, men for sande humle-elskere handler en god humleoplevelse, for mig at se, ikke om ekstremiteter, men om en balanceret mestren af humlens egenskaber.

I denne omgang har jeg valgt en lidt mere traditionel Islaywhisky, da den ikke bare er nem at komme i nærheden af, men også følger en traditionel Islaysmag.

Bowmore Distillery var det første legale destilleri på Islay, og stammer helt tilbage fra 1779! Det ligger på Islays største havneby af samme navn, nemlig Bowmore, og er omdrejningspunket for hele byen i dag.
Bowmore Distillery er kendt for sine ofte medium røgede whiskies, som ofte bliver leveret i en både blød og frisk palette. Et besøg på Bowmore Distillery kan da også varmt anbefales. Lige ved siden af selve destilleriet finder du Bowmore’s Cottages’, som er en række meget fine hytter man kan leje. Ved en tur til Islay kan dette varmt anbefales, da man så har et centralt udgangspunkt for en sådan tur.

Det er ikke helt et tilfælde jeg har valgt en så tilgængelig whisky, som denne Bowmore. Jeg vil gerne starte ud med at beskrive en masse dejlige whiskies, som alle kan have adgang til, både økonomisk og udbudsmæssigt, og i denne sammenhæng er det her et fint bud. Men derudover er denne whisky ikke en del af Bowmores almindelige range. Flasken købte jeg i Glascow Internation Airport som et impulskøb og jeg kunne forestille mig, at andre kunne finde på at gøre det samme. Men med fare for, at I læsere allerede har smagt denne whisky vil jeg da nu skrive mine smagsoplevelser..

Bowmore ‘Mariner’- 15 år – 43% alkohol

Farve: Lys ravfarvet

Nose: Utrolig frugtig! Det første jeg fornemmer er æble og røg, og da den er vandet ned til 43%, er spritten ikke alt for tydelig. Når spritten har lagt sig, kommer der også en sødme til udtryk i form af lys flødekaramel. Mit mundvand begynder allerede at løbe, det er en utrolig indbydende whisky.

Palate: Der er godt med røg i denne whisky, men også masser af sødme. Den har et ‘oaky’ udtrykt, som giver en del vanilje og derfor fornemmer jeg stadig flødekaramel i smagen.

Dertil kommer en smule salt i smagen. Selvom der er meget fylde i whiskien, er der stadig en frugthed der giver en fin balance. Den er forholdsvis kompleks i smagen

Finish: Medium finish hvor især røgen og sødmen forbliver i længere tid.

Bedømmelse: Jeg må indrømme, at da jeg første gang smagte denne whisky blev jeg overrasket over hvor kompleks den var, prisen taget i betragtning. Hvis man er ude efter en let tilgængelig røgwhisky, som ikke skræmmer for mange væk, er denne whisky bestemt ikke et dårligt bud. Den findes i de fleste toldfrie butikker, samt i flere grænsebutikker og kan sagtens erhverves via internettet.

Pris: £51.95 (http://www.thewhiskyexchange.com)

Kavalan whisky er lidt speciel idet, den kommer hele vejen fra Taiwan.

Det er mig bekendt ikke muligt at købe den i Danmark, ja end Europa og glæden var da også stor den dag jeg åbnede en ikke ventet pakke.

Indeni lå der sørme en lille flaske whisky, som en god ven har sendt fra Taiwan.

Kavalan er et whisky mærke som bliver produceret af King Car, som har over 30 års erfaring indenfor spiritus branchen, når det er sagt, så har de faktisk fået bragt kobber stills og en master distiller hele vejen fra Skotland til Taiwan.

King Car destilleriet går efter den moderne produktionsform, men stadig med traditioner i behold, hvilket de også gør meget ud af.

Det skal være den ærlige whisky, som de selv siger, derfor bruger de også den reneste smeltevand fra de omkringliggende bjerge.

Kavalan single malt whisky 40%  alder ukendt. aftapper King Car.

Farve: Klar rav farve.

Nose: Først, SPRIT, også selvom den kun er på 40%, men det aftager hurtigt og går over i en mere blød nuance af let træ, vanilje, der er faktisk en del frugt at spore.

Jeg vil sige fersken er rigt tilstede, sammen med honning, altså søde toner.

Jeg fornemmer ingen røg så den må siges at være i den milde ende af skalaen.

Palate: Det første indtryk, meget mild og let at drikke og det er absolut ikke nødvendigt at spæde op med vand, men jeg gør det alligevel for at se om den udvikler sig yderligere.

Noter af vanilje, æble, fersken, sød honning og en anelse eg, dertil vil  jeg sige at den ikke åbnede sig yderligere ved at spæde den op med at par dråber vand, men den tager ingen skade af det.

Det er sparsomt hvad man kan fange af denne søde whisky, som nærmest har rom noter, men den smager godt og er voldsomt nem at drikke

Finish: Jeg tager en stor tår og holder det inde i munden for at få det sidste med, der åbner sig nye noter, jeg fornemmer karamel og chokolade og kan mærke den lander bagerst på tungen.

Men sødmen breder sig behageligt i munden og karamellen bliver ligesom liggende på tungen, det er absolut en god afslutning på en meget speciel whisky, som jeg vil anbefale på det varmeste, hvis man får chancen, for den er en sjældenhed på disse bredegrader.

Bedømmelse: Denne whisky overrasker mig positivt, og det er den første whisky fra Taiwan jeg nogensinde har smagt og jeg har derfor ikke noget sammenligningsgrundlag, men når det er sagt så kan den absolut drikkes og er nærmest en perfekt begynder whisky, ja lidt en tøse whisky.

Den overrasker med sine rom noter, sødmen og den umiddelbare sprit lige i starten, som heldigvis kun var et start problem, det største problem med denne whisky er at den forsvinder lidt for hurtigt.

Den er absolut en anbefaling værdig, men er desværre umulig at opdrive indtil videre, selv på thewhiskyexchange.

Prisen er ligeledes ukendt, da den sådan set bare kom dumpende ind af døren en tilfældig dag, hvis bare alle dage var som den dag.

Kære læsere

Siden har nu i alt for lang tid stået stille hen. Det er selvfølgelig en lidt uheldig udvikling, som dog ikke vil fortsætte. Jeg kan fortælle, at der “bag om siden” er sket en hel masse, men det er selvfølgelig ikke en undskyldning!

Vi forventer at have flere artikler oppe allerede inden næste uges udgang..

Byen Edinburghs romantiske navn Auld Reekie (skotsk for “Old Smoke”) henleder til dengang bygningerne blev opvarmet med kul og træ, da byen var en af de første industrialiserede i Europa – ja man kan næste se det for sig, hundredvis af skorstene med kulsort røg, så langt øjet rakte.
Det var noget værre svineri, for alt var beskidt og sodet til og der lugtede fælt af røg overalt, netop derfor valgte de at tilegne denne whisky til det gamle bynavn. Ikke fordi den lugter fælt eller der kommer sod ud af flasken, men fordi det er en røget whisky, deraf navnet The Big Smoke.

Jeg vil ikke sige at den lever helt op til navnet The Big Smoke, for den er ikke i nærheden af de super røgede Whiskies i single malt kategorien, men for en blend klare den det godt og røg det er der.

Auld Reekie: Blended Duncan Taylor aftapning på 46%  12 år 45 ppm.

Nose: mit første indtryk var faktisk udeblivelsen af røg duft, men derimod en sød træ duft, et hint af græs og bagerst gemte der sig lidt røg. Den sødelige duft prægede den faktisk lidt, der var en let parfumeret duft.

Palate: jeg vil starte uden vand og derefter tilsætte vand indtil jeg rammer the sweetspot, som er en delikat balance mellem whisky og vand.

Det første indtryk er let røg og en anelse sprit, det var svært at fange alle nuancer pga. spritten lige i starten.

Jeg tilsatte et par dråber vand og så skete der noget, den åbnede sig faktisk flot op og pludselig kom der sødme frem, med vanilje, sødt træ, jeg havde næsten formået at ramme den rigtigt første gang jeg tilsatte vand.

Auld Reekie vinder lidt ved at stå 5 min. med vand i, for til sidst kom der også honning på paletten og den var faktisk ret sød, den landede midt på tungen hvilket også passer godt med alderen.

Finish: jeg tager den sidste slurk af min whisky og beholder den inde i munden for at få det sidste med og der var faktisk en udmærket finish i denne blend, som overrasker mig lidt for jeg troede ikke den kunne blive sødere, men en forholdsvis lang sød eftersmag med noter af træ og vanilje som de mest dominerende, men med en røg afslutning af de bedre, sødmen og røgen supplerede faktisk hinanden udmærket.

Bedømmelse: mit første indtryk af en lidt kønsløs whisky forsvandt hurtigt da jeg fik smagt på sagerne, det er første gang jeg smager en blended whisky som er decideret røget, men absolut ikke sidste.

Jeg vil bedømme den til at være en god begynder whisky, inden for den røgede del af whisky verdenen, da den ikke kaster et askebæger fyldt med brændt tørv lige halsen på dig ligesom en del andre gør, så jeg vil given den min anbefaling med i bagagen og til prisen er det faktisk en god whisky at have, hvis man bare lige skal have lidt røg i ganen på den milde måde.

Pris: 365,- (Vinens Verden)

I går blev månedens faste whiskyhygge på C4 afholdt, og i den forbindelse har jeg tænkt mig  at beskrive de seks whiskies, jeg havde med på bloggen. Dette vil jeg gøre hver gang, da det er en glimrende mulighed for at anmelde whiskies, og i samme omgang levere lidt materiale til de besøgende som var med til smagningen.

Temaet blev denne gang ”Røg, tang og tovværk”, som plejer at være et ganske populært emne. Røget whisky er det nye sort, så mit fokus har endnu en gang været på især Islay, som jo er kendt for deres fantastiske røget whiskies.

Her er så de seks flasker jeg havde valgt at tage med, til aftenens smagning:

1. Auld Reekie ‘the big smoke’

2. Benromach Peat Smoke

3. Bruichladdich Peat

4. Laphroaig Signatory 2001 Denmark Cask Exclusive

5. Bunnahabhain Signatory 1997 Heavily Peated

6. Ardbeg Airigh Nam Beist 1990

Som den opmærksomme læser vi se, er det ikke typiske røget whiskies jeg har taget med, men en variation af “lettere” røget whiskies. Her skal ikke forstås, at de ikke er røget, tværtimod, men at de ikke er så “tunge” som røget whisky kan risikere at være. Dette fandt jeg interessant at bygge en smagning op efter, og jeg syntes det lykkedes ret godt.

Jeg vil i de næste seks indlæg beskrive alle de whiskies, som jeg havde med til smagningen.

Artiklerne bliver sendt ud en efter en, i løbet af ugen..

Til den afholdte whiskysmagning i går, tirsdag, lovede jeg at finde info om en blended Bruichladdich aftapning, som jeg vidste eksisterede, men ikke kunne huske detaljerne omkring!

Celtic Nations er en blended whisky fra Bruichladdich, som blev produceret for at fejre det Keltiske folkefærd fra Skotland, Irland og Wales som har været skyld i, at whiskien idag er blevet så udbredt som den er.

Celtic Nations er en blend af  let røget Bruichladdich 1994, ekstrems røget Port Charlotte og Irsk Cooley.
Bruichladdich blev efter lanceringen gjort pænt opmærksom på, at de IKKE måtte kalde deres blend for en Whisky (den skulle hede Whiskey jf. Scotch Whisky Act 1988) og blev derfor tvunget til, at trække produktionen tilbage.

Dette har selvfølgelig gjort denne flaske ret sjælden og ukendt..

Bruichladdich lancerede i 2008 20 nye flasker, hvor jeg har valgt en fra trioen; Waves, Rocks og Peat. To af disse udtryk var hvad man kunne kalde “klassisk” Bruichladdich, men Peat var anderledes. Destilleriet har altid promoveret sig, som Islays “gentle destillery”, destilleriet uden for meget fenol og røg. Dette har de gjort godt, rigtigt godt faktisk, men der har altid være en stor fanskare indenfor røg, så det er jo kun en naturlig udvikling at lancere et mere røget udtryk. I de sidste 8 år har Bruichladdich eksperimenteret sig med røg og ofte ud i ekstremerne. Således blev Port Charlotte genindført, som en røget serie i 2001 (lanceret i 2006 PC5; 2007 PC6; 2008 PC7 og 2009 PC8) og med planer om at genopføre selve destilleriet senere hen. I 2002 blev Bruichladdich’ vanvittige Octomore destilleret (lanceret i 2008), med et imponerende fenolindhold på 80ppm(!) og denne sag har indtil Octomore 2 (2009) været den ubestridte konge indenfor fenolindhold..

Derfor er det en behagelig overraskelse når Bruichladdich lancerer en lidt mere afbalanceret røget whisky. Dette er kun sket en gang tidligere, efter Murray McDavid’s overtagelse af Bruichladdich i 2000 og det var i 2004 med 3D ‘The Peat Proposal’.

Denne gang hedder whiskien noget så indlysende som ‘PEAT’, alderen er ubestemt, den har lagret på sherryfade og lad mig bare sige det med det samme – det er et fantastisk køb til prisen! Den henleder mine tanker på en kølig sommeraften ude ved grillen, med duften af nyklippet græs og en behagelig brise i ansigtet. Der er både friskhed og varme i denne dram og det harmonerer ganske godt. Hermed mine smagsnoter:

Bruichladdich ‘PEAT’ – uden alder – 46% alkohol – ikke koldfiltreret.

Nose: Hmm røg? Det første jeg fornemmer, er sød cremet karamel, ingefær og vanilje. Den er forbavsende let. Efter en smule tålmodighed begynder røgen så småt at opbygge sig, mens drammen reagerer på iltningsprocessen. Man fornemmer efter lidt tid få medicinske elementer, men det er på ingen måde dominerende – og det er helt klart en fordel for denne dram.

Palate: Fra første mundfuld varmes munden op med en afrundet krydret whisky. Efter første smagsindtryk begynder drammen dog at forandre sig. Frugtige nuancer træder frem med især citrus og æble kommer til mig. At whiskien er ung kan godt smages, men på fornem vis bliver det en styrke mere end en svaghed. Dette kamufleres sikkert også af den sødme, som blander sig med den friske røget smag.

Finish: Dette er overraskende! Whiskyen forbliver længe efter jeg ville have troet. Den subtile røg  blander sig med hvad jeg vil beskrive som tobak, og salt kan også fanges længe efter. Drammen føles så behagelig i munden, at det er svært ikke at ville have mere.

Bedømmelse: Min sindsstemning kan jeg ikke komme ud af, efter denne dram er smagt. Den har efterladt mig forbavset og forundret, og jeg kan kun anbefale denne whisky. Til prisen syntes jeg, det er noget af det bedste og er man i den helt rigtige stemning, kan man virkelig få sig en oplevelse med denne dram.

Pris: 435.- (Vinens Verden)

Tjae, mens vi venter på at der kommer for alvor gang i bloggen, syntes jeg da lige så godt jeg kan udnytte mine venner en smule. Jeg holder smagning i aften og sender derefter en del indlæg ud på bloggen imorgen, altså d. 10/03-10.

Martin Villumsen: “Kunne ikke holde fingrene fra Flying Dog’s Raging Bitch, så knappede den op, tømte den og skrev hvad jeg synes om den. Ved ikke om det er noget der kan bruges på bloggen?”

Raging Bitch er det nyeste skud på stammen fra det amerikanske mikrobryggeri Flying Dog. De har sluppet denne øl løs i anledningen af deres 20 års jubilæum og det er de nu sluppet meget godt fra.

Denne Belgisk inspirerede IPA har en flot gylden farve og en lækker humlet aroma med masser af frugt. Smagen er typisk IPA med masser af frugt og humle, dog har den en gæret sødme man indtil nu kun har kunne finde i belgiske øl; deraf “Belgian-style”. Det er denne sødme der gør at den adskiller sig fra andre IPA’er og giver den en lidt mere afrundet smag. Af humletyper har de valgt at bruge 3 forskellige i denne øl: Warrior, Columbus og Amarillo, og det er især Amarilloen der er med til at give den en særligt frugtig aroma.

Denne IPA er blevet ret populær blandt det humleelskende folk, og det er en skam hvis man bor i New Hampshire. Staten har nemlig givet retailhandlere forbud med at sælge Raging Bitch fordi deres “Chief of Liqour Enforcements” ikke kan lide navnet (han finder det vel stødende?). Så lad os prise os lykkelige over at vi kan få denne fantastiske IPA her i Danmark

Skulle man have lyst til at nyde denne forfriskende IPA til et måltid, vil jeg  foreslå at servere den til krydrede asiatiske retter (jeg har endnu ikke nået at prøve det, men håber snart at få gjort noget ved det). Den burde også være god sammen med et stykke mørk chokolade eller til en stærk/krydret ost (f.eks. blåskimmel), hvis man er til den slags.

Pris: 34.-

Som nørd er det nemt nogle gange at glemme sit hoved langt oppe i skyerne og glemme de solide, gode sager som ligger for fødderne af én. Jeg har været i Kvickly, og selvom det er en blandet fornøjelse, så er turen mellem indkøbsvogne og store damer med stramme gamacher og træsko det værd, såfremt man har en flaske 1795 med hjem i bagagen.  

Pilsneren i sig selv er let at glemme, men det er synd, for mellem humleeksplosioner og grødtykke stouts, kan den gyldne drik være en delikat nydelse. Når den er bedst, rammer den tydelige, tørre humlenoter, med en skarphed og friskhed som balanceres af en smule maltsødme. Når oplevelsen fuldendes, glemmer man alt om skyhøje IBU-tal og 30 malttyper, men nyder den svære balance mellem øllets elementer.

Sådan er det ofte med tjekkiske pilsner og denne sag er måske ikke den navnkundige Urquell, Staropramen eller nogle af de andre, men den koster altså en flad 10’er og gør sig glimrende som ledsager til spisebordet en almindelig torsdag.

Caol Ila er Islays største destilleri med en literkapacitet på 3,5 mio. Det er lokaliseret i nærheden af Port Askaig, som er Islays havneby og knudepunktet mellem det skotske fastland og en mindre forbidelse til Jura.  Med en kapacitet på 3,5mio liter, er det imponerende, at destilleriet som har tre wash stills og tre spirit stills på henholdsvis 35.000 og 27.000 liter, også er et af de mest ukendte fra Islay. Diageo, ejeren af både Lagavulin og Caol Ila, samt den famøse “Classic Malts Collection”, bruger derfor størstedelen af Caol Ila’s produktion til blends.

I den senere tid, har destilleriet derimod vist fremragende kvalitet i stort set al deres spirit, hvilket har gjort det svært for Diageokoncernen, at lade Caol Ila forblive en “hidden malt”, altså et ukendt mærke. Uafhænglige aftappere har i længere tid haft blikket rettet mod Caol Ila, så det har bestemt ikke været umuligt, at finde en fantastisk Caol Ila dram. Men efter Diageo selv har fået øjnene op for deres uslebne diamant (sandsynligvis pga. en falende kvalitet fra Lagavulin, deres ellers store Islay-satsning) er vi begyndt at se mere til Caol Ila’s single malts.

Derfor er denne Caol Ila 12års destilleriaftapning også blevet en del, af Diageo’s Classic Malt’s. Dette mener jeg personligt er utroligt godt, da det er med til at promovere Caol Ila’s single malts, hvilket kan medføre et større fokus på destilleriet. Det er dog ikke denne ellers udmærket 12års aftapning jeg vil skrive om idag, men derimod Caol Ila’s nok bedste eksempel på, at gode flasker ikke nødvendigvis behøver at komme fra uafhængige aftappere.

Her ser vi Caol Ilas “Festival bottling 2007″, en aftapning som ifølge Caol Ila ikke kan købes andre steder, end på selve destilleriet. Det er dog ikke helt sandt, da den uden problemer kan købes på nettet. Der er dog ikke et ubegrænset parti, så er man interesseret i flasken bør man nok købe den nu.

Lad mig bare sige det med det samme. Her er tale om en ægte fadstyrke Islaywhisky på 58.4%, med massere af røg, fylde og kryderier. Det første indtryk man får, når flasken åbnes er en kompleks og tung røg, med en anelse jord, sod og måske peber.

Farven, efter dramen er skænet, er lys karamel og det første indtryk jeg får er en krydsning mellem en Laphroigh og en Ardbeg. Dette bekræftes faktisk også når jeg smager den. Mit første smagsindtryk er en meget olieret whisky med karamel, mørk chokolade, måske lidt kokosnød samt massere af røg. Varmen bygger sig derefter op i munden, det er en potent whisky som tåler vand!
Efter et par dråber vand, sker der en kæmpe forandring. Dramen bliver en smule mat, og når dette sker, er den efter min mening perfekt. Det bliver mere tydeligt, at smage de forskællige nuancer nu, og det er fakisk meget af duften som går igen i smagen. Sod, mineralsk  jord og helt sikkert pebber.

Denne whisky kan (og skal) nydes langsomt og en af styrkerne er, at den forbliver i munden meget længe. Whiskyen har, efter min mening, det helt rigtige Islaypræg, den er potent, røget, men samtidig elegant og dette er især det olierede med til at skabe. Med denne slags destilleriaftapninger viser det mig, at Caol Ila er begyndt at vise muskler. Jeg vil glæde mig til, at se hvad destilleriet kan byde på i fremtiden, og sender hermed min anbefaling afsted til denne flaske.

Flasken kan købes på thewhiskyexchange, til en pris på £102 omregnet til ca. 863kr – prisen stiger langsomt, da der nok ikke er mange tilbage af dem.

Ordene presser sig på, når det kommer til denne lille, sorte sag. Selve flasken er lidt uanselig; en flad, hvid etikette med navnet printet i blokbogstaver. Det skal dog ikke snyde nogen. Øllet er sort, fyldigt og – kort sagt – en smagsoplevelse af de større.

Det vrimler med hunde i dagens ølverden. Det er dog mest amerikanske hunde: Flying Dog, Dogfish Head, Laughing Dog, Sleepy Dog. Alle sammen amerikanske mikrobryggerier, som har taget hundenavnet til sig. Hundeøl er hypede på mikrobryggerscenen og det lever man med, for det har kastet den ene, som oftest kraftigt humlede, Pale Ale, IPA eller Double IPA af sig. Og her kommer så BrewDog – fra Skotland.

Man kan sige meget godt om øllet fra Albion, men konservative, det er de derovre. Derfor er det i sig selv en velkommen fornyelse at se et lille skotsk bryggeri, der har taget lidt af verden til sig og prøvet noget nyt.

Nå. Men altså. Okay, navnet er nyt, men hvad med øllet? Det er jo på ingen måde nyt med en Imperial Stout. En Coffee Imperial Stout? Njah, måske hvis man er nybegynder udi øllets mangfoldige verden. Kaffe i øl har vi snart set mange gange, og der skal mere til at imponere kræsne kendere. Nå. Så er øllet også tørhumlet. Dvs. at der bliver tilsat ekstra humle efter øllet er blevet varmet. Derudover kan det også ligge i øllet under selve gæringen.  Nu begynder det at ligne noget. Det er ikke nyt, men næsten. Nå. Men så er der dælme da også lige gæret med fransk egetræsflis! Jeg må indrømme, at jeg er uvidende om metoden med fransk flis, men fransk flis plus kaffe OG tørhumling, jeg tror det er en første. Og resultatet er himmelsk. Vi kender den ristede aroma fra den megen malt. Humlen lægger dertil en friskhed og den typiske græs/eng-agtige humleduft, os ølnørder elsker.

Men øllets virkelige genistreg er den franske flis. De træ-agtige noter blander sig blidt med malten og humlen og gør øllet yderst komplekst, men smuk symfoni, for afficionados, som har svært ved at finde interessante nyheder i øllets verden efterhånden.

Det er øl som denne, der stadig gør det fedt at være nørd.

Endelig! Bloggen er efterhånden moden nok til, at jeg med god samvittighed kan præsentere bloggerne. Hele idéen med denne blog er, at vi er flere med samme interesser, som samlet mener at have en hel masse at dele. Idéen opstod i mit eget hoved over en længere periode, hvor jeg for det første havde brug for et sted, at nedskrible smagsnoter og oplevelser fra især whiskies. Derfra er der jo så ikke langt til, at dele oplevelserne med andre.

Det var udgangspunktet. Efterfølgende har jeg så talt en del om emnet, med venner og kolleger (det ene udelukker ikke det andet!) og i løbet af ingen tid, er vi blevet tre villige bloggere. Jeg ville selv kalde siden for Whiskyliv (hvilket den hedder på nuværende tidspunkt) - da jeg jo selv vil være rettet mod netop whisky, men har så efterfølgende fået fokus på også øl. Derfor ender det nok med, at denne blog får en navneændring inden længe.

En længere biografi om os kommer dog ikke, jeg har oprettet en side til hver blogger, som indeholder netop dette. Jeg vil starte med at beskrive mig selv..

Mit navn er Jesper, og jeg er 24 år. Jeg arbejder til dagligt på TDC, men i min fritid er jeg bartender på Christian Firtal, som ligger på Vintapperstrædet i Odense C. Ud over at stå i baren, holder jeg whiskysmagninger på stedet, og det er i denne forbindelse idéen til bloggen opstod. Jeg holder ca. en smagning om måneden og det varierer i temaer fra områder til aftapninger og alt imellem. Dog har jeg på nuværende tidspunkt mest koncentreret mig om skotske singlemalt whiskies, da det er der min største interesse og viden ligger. I sensommeren 2009 var jeg på guidet tur til Skotland på den fantastiske ø Islay, hvilket har øget min viden og smagsrepertoire betragteligt. Det vil derfor være whisky, som bliver mit bidrag til bloggen.

Dernæst har vi Jonas. Han er også en whiskyentusiast, 29 år gammel og under uddannelse til kok.

Jonas vil bidrage med de mere jodnære whiskyoplevelser, da hans styrke er hans ærlige tilgang til whisky og hans direkte smagsindtryk. Jonas har derudover en stor interersse i whisky uden for skotlands grænser. Det bliver interessant at se, hvad jonas kan finde på at præsentere for os. Derudover vil en fusion mellem madlavning og whisky også være en naturligt tilgang for Jonas og denne kombination tror jeg bliver meget interessant.

Jonas vil ikke kunne bidrage med det helt store de første par uger, da han er så uheldig at være på skiferie.

Til slut har vi maltens mester, humlens herrer og øllens vismand – Morten.

Han har til opgave, at koble whisky med øl og jeg er helt sikker på, at han i den forbindelse er manden. Morten er XX år, arbejder, ligesom jeg, på Christian Firtal, og afholder ølsmagningerne der. Han har en nørdet/akademisk tilgang til øl, med et meget menneskeligt preg, som kan stimulere såvel hjerne, som hjerte. Morten har en brændende interesse for øl og jeg er sikker på, han bliver meget produktiv på bloggen.

Det var introduktionen og med den er bloggen skudt rigtigt i gang! Jeg håber virkelig på, at folk får lyst til at læse med og at bare enkelte vil få det lige så sjovt med at læse bloggen, som vi får det med at skrive på den.

Her er så mit første blog-indlæg. Idéen med denne blog er, at lave en interaktiv dagbog med fokus på min store interesse i whisky – og især skotsk whisky!
Jeg vil løbende skrive om alle de whiskies jeg finder interessante ,og komme med personlige meninger derom. Dette vil være min hovedprioritet.Men derudover vil jeg også bruge bloggen, som min personlige blog. Dette er pga. jeg ikke orker at holde to blogs og egentligt også for, at give lidt mere “liv” til denne blog.

Jeg glæder mig utroligt meget til, at komme igang og ser frem til alle de udfordringer der ligger i, at begynde på en blog.